Øster Alling

I Øster Alling sogn er der godt 500 indbyggere. Sognet består ud over selve Øster Alling også af Ring og Oustrup.

I Øster Alling er der et levende landsbymiljø omkring Forsamlingshus og idrætsforening, der danner rammen omkring fællesspisninger, sommerfest, høstfest, juletræ og fastelavnsfest.

Øster Alling Forsamlingshus og Borgerforening har sin egen hjemmeside: www.østerallingforsamlingshus.dk hvor man kan læse mere om aktiviteterne.

Af sikkerhedsmæssige årsager er kirken låst.

Er ønsket at komme ind i kirken, kan man kontakte graveren i åbningstiden på tlf. 23 82 98 09.

KIRKEN

Kirken har navnet Skt. Karens Kirke.  Det ses på den ældste af de to sammenføjede præstetavler i tårnrummet: Præsterækken ved Karens Kirke.  Øster Alling kirkes værnehelgen fra katolsk tid er således Sancta Catarina = Skt. Karen, hvis helgendag er 25/11.

Øster Alling kirke er bygget på en bakke med vid udsigt over Allingådalen mod Gl. Estrup, måske op af en gravhøj der toppede lidt sydøst for kirken. Forhøjningen kaldes Kosakhøjen, efter en kosak i 1700-tallet blev begravet dér. Byens folk ville i lang tid efter ikke begraves ved højen, da kosakken jo måtte være en hedning, der havde besmittet kirkens jord. For at bryde denne fordom valgte provst Klæstrup (1782-98) højen til familiegravsted. Gravstederne og højen er siden sløjfet, og Mindeplænen ligger nu hvor højen var.

Kirken blev bygget i 1100-tallet, i første omgang med kor og skib; ikke længe efter blev tårnet føjet til. Det antages, at der på stedet tidligere har ligget en trækirke.

Våbenhuset er rejst omkring kvindernes indgang – norddøren. Normalt var det mændenes dør mod syd, som blev bevaret, men her har man valgt den indgang, der vender mod byen. Ved bygningen af våbenhuset måtte kvindedøren gøres bredere, så overliggeren blev for smal. Den blev muret ind i siden af mandsindgangen ved lukningen af denne. Den lukkede mandsdør ses tydeligt på kirkens sydside.

Vinduerne i kirken har fulgt tidens mode. I koret blev to små vinduer mod øst og nord muret til og erstattet af et større vindue i sydsiden, men ved en restaurering i 1952 blev de to korvinduer igen åbnet. Og i skibet var der oprindeligt to små rundbuede vinduer, såkaldte glugger. De blev efter reformationen erstattet af store vinduer, hvor dagslyset virkeligt kan trænge ind. De fire granitoverliggere fra de gamle romanske vinduer findes stadig på kirkens grund.

I 13-1400-tallet fik kirken kamtakker på korets gavl og begge skibets gavle, i vest tre kamtakker i hver side op mod tårnet. Det gamle bjælkeloft over koret blev savet ned, og i stedet kom den ottedelte hvælving op. Da senere korets østmur truede med at skride ud, blev den forankret til gavlen mellem kor og skib med jernankre. Ved samme lejlighed mistede koret igen sine kamtakker.

På et tidspunkt – man mener det var i 1500-tallet - styrtede den syd-sydvestlige del af tårnet sammen, efter sigende pga. et lynnedslag. Kamtakkerne sydligt på gavlen gik med og mangler stadig. Oprindeligt fra tårnets opførelse er dog nordvinduet, hvor klokken hænger. På grund af dette vindue med den dobbeltbuede overligger regnes Øster Alling Kirke til sløjfekirkerne. Adskillige kirker på Randersegnen har sådanne overliggere, hvori der er udhugget en sløjfeagtig dekoration. Vinduet er ikke helt oprindeligt: søjlen midt i vinduet er savet bort, så klokken blev synlig og der kunne ringes nedefra. Nu er der automatisk ringning.

I våbenhuset står en runesten, som indtil 1856 var blevet benyttet som tærskelsten i indgangsdøren, hvor den blev opdaget i 1627. Stenen skal i sin tid være hentet fra en høj i Oustrup. Inskriptionen lyder: Thore rejste denne sten efter Fastulv Myge.

Fra det første stoleværk, som blev indsat efter reformationen, er kun to tilbage. Den ene, degnestolen, har adelsvåben på gavlen og er indsat i kirken omkring år 1550 af Knud Gyldenstjerne, Gl. Estrup. Den står op af væggen ved orglet. Den anden del af det oprindelige stoleværk er bænken til højre for indgangsdøren.

Det nye stoleværk er fra 1617; årstallet ses på en af gavlene. Den daværende kirkeejer Eske Broch, lensmand på Dronningborg, har i sin dagbog for 1619 noteret: D. 23. marts drog jeg til Østeralling om de stollestade. Stolegavlene bærer alle et monogram med bogstaverne IHS. Det kan tydes som: Jesus Hominum Salvator = Jesus menneskets frelser. Desuden bærer et par af bænkene forbogstaverne (sandsynligvis) på de personer, som har haft hævd på at sidde i dem.

Størstedelen af kalkmalerierne er fra reformationens indførelsestid 1530-40. På malerierne til venstre for korbuen ses et billede af den korsfæstede; det er omgivet af ranker og fint indrammet. På nordvæggen er fire felter med ranker og blomsterornamenter, hvor bl.a. et par blade bliver til menneskehoveder, der symboliserer forår og efterår.

På samme væg, nærmere døren, ses øverst: lidelseshistorien, Jesu bøn i Gethsemane (dårligt bevaret), og hans fremstilling for Pilatus med baggrund af en middelalderbys kirker og tårne. Forneden vises nedtagelsen fra korset, gravlægningen og Maria med sin døde søn samt en kirke med løgkuppel. Der er ældre kalkmalerier i korets hvælving samt i våbenhuset. Disse menes at stamme fra omkring år 1500, så våbenhuset må have eksisteret allerede ved reformationen.

Kalkmalerierne blev overkalket efter reformationen men fremdraget igen i 1880’erne. De blev restaureret i 1952 og atter renset i 1980 af Olaf Hellvik, Vester Alling.

Døbefonten er af svær granit og stod oprindeligt nederst i skibet nær indgangene. På fontskålen er udhugget tre løver med tungen langt ude af halsen, svære haleduske og skarpe kløer. Tre menneske-ansigter er anbragt mellem dem. Den ene af løverne er ved at sluge en mand.  Døbefontens fod er i en anden stil end skålen. Der blev da også (i 1965) fundet en gammel fontfod, stammende fra et læs haveaffald fra den gamle præstegård, som blev nedrevet i 1948. Foden er stærkt beskadiget og måske derfor sat ud af kirken. På dén er udhugget bl.a. en hest, en fugl samt en løve, hvis hoved har lighed med løvehovederne på fontskålen.

Prædikestolen bærer datoen for dens indsættelse på øverste skriftbånd, hvor der står (oversat) Et er fornødent – Maria har valgt den gode del – 1590, 3. jan. På nederste skriftbånd står efter sognepræstens forslag i 1952: Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. På lydhimlens udvendige frise lyder den reliefskårne indskrift: Af diendes og spædes mund har du grundlagt en magt til værn imod dine fjender, for at standse de hadefulde og hævngerrige. Salme 8, Herrens år 1610. Stolen har stået et stykke fra korvæggen (opgang langs sydvæggen), men er flyttet tilbage til hjørnet.

De to lysekroner over midtergangen er anskaffet efter indsamling blandt sognets beboere omkr. 1952. Mellem lysekronerne hænger et skib, en korvet, der bærer navnet Klara. Skibet er skænket af slægtninge til maskinmester Laurs Laursen Salling til minde om hans indsats for de allierede under 2. Verdenskrig og i Koreakrigen. Han var født på Ringsø i 1879, døde i San Francisco i 1964 og blev begravet på kirkegården i Øster Alling.

Altertavlen er af fyrretræ og ser ud til at være fra samme tid og værksted som prædikestolen.  Den er stærkt ændret gennem tiderne. Ved kirkens restaurering i 1952 genfandt man et korsfæstelsesmaleri fra 1854, som dækkede et ældre og ringere ditto. I sidefelterne genfandt man nadverens indstiftelsesord fra 1793 – om brødet i den nordre, om kalken i den søndre fløj. Indskriften på fodfelterne blev uændrede, mens topfelterne efter forslag fra pastor Martin Krog fik disse skriftord: Død, hvor er din sejr?  – Det er fuldbragt!  – Død, hvor er din brod?

Menighedsrådet overvejede i 2015 om altertavlen kunne placeres et andet sted i kirken, hvorved vinduet mod øst kunne fritlægges. Nationalmuseet blev spurgt, og de gjorde opmærksom på, at Øster Alling Kirke har usædvanligt mange fornemme inventarstykker fra den tidligste lutheranske tid og konkluderer: .. når det gælder et så helstøbt kirkerum som i Øster Alling, vil det være ualmindeligt synd overhovedet at forsøge sig med en flytning af altertavlen. Det rum, der står i dag, har ikke sin lige nogen steder. Det har en helt egen karakter og en helt egen sjæl. Menighedsrådet har sat planerne i bero.

Altersølvet, kalk og disk, er fra 1600-tallet, og de to store messingstager er fra omkring år 1600.

Den ældste, og en del af de nyere alterduge, er syet af Kirstine Møller, Oustrup. Skånedugen er syet af Magda Skov, Øster Alling.

Alterskranken var før 1952 af træ. Den nye af smedejern og glas er fremstillet af daværende smedemester Kirk Thøgersen.

I tårnrummet står orglet, der er et Bruno Christensen Orgel fra 1989. Orglet har 8 stemmer.

Kirkegården ligger omgivet af et smukt og meget gammelt stengærde. I 2015 blev det nødvendigt at sætte en del af gærdet om. Det blev gjort med stor omhu, og der er nu et smukt kirkegårdsdige hele vejen rundt, der står stabilt og godt.

I kirkegårdens nordvestlige hjørne ligger graverhuset. I 2013 blev det om- og tilbygget, så der nu er kontor for graveren, badefaciliteter og redskabsrum mod nord. I den afdeling der vender mod syd ud mod kirkegården er der et møderum til menighedsrådet samt handicapvenligt toilet i gavlen.

Kilder: Lokalhistorisk forening for Sønderhald kommunes årsskrift 1986, Menighedsrådets arkiver samt den tidligere folder.